Første KrønikebogUddrag

Tak og farvel

Det sidste kapitel i Første Krønikebog bliver brugt til at give den sidste bemærkning om Davids tjeneste som konge. Det bemærkelsesværdige er, at David her skildres som utrolig taknemmelig og med æren i behold. På intet tidspunkt hører vi om Davids afvigelse og utroskab med Batseba, eller om at hans helbred og autoritet var vigende, eller om stridighederne med sin søn Adonija, der overtog magten.

Alle disse ting, som giver et andet billede af David, er ikke med. Hvorfor mon? Årsagen er, at læseren skal huske David, som han var, da han var Israels konge og ikke alle de andre ting. Intentionen er ikke at vende den anden kind til, for folk har udmærket kendt til disse sandheder om David.

Forfatteren af Første Krønikebog vil, at det, der skal stå tilbage til sidst, er takken til Gud, hvori David har været en brik i Guds hånd – ligesom alle mennesker er.

David slutter sit liv af – efter mange bump – med at kunne lægge sig til hvile i erkendelsen af, at alt, som er blevet virket og gjort af succesfulde ting i hans liv, skyldes Gud. At alt, han har anskaffet sig i sit liv, skyldes Gud. At alt, hvad der nu skal ske fremover, hviler på Gud.

David stolede på Gud til enden, og det var hans ønske, at Salomo skulle leve efter Guds vilje og forordninger, men også at folket skulle leve med sloganet: ”Pris Herren jeres Gud!” (1 Krøn 29,20). Det er den største sejr at kunne lade det være sit livs lovsang og råb. Og med det kan man trygt, fredeligt og veltilfreds sige: ”Tak og farvel”. Der er styr på det. For det hviler på og skyldes Gud.

Refleksion: Følg Davids eksempel og overgiv dine tanker, bekymringer og drømme til Gud i lovprisning af, at han er herre over alle ting og den, som har skabt alt!