Ezekiels bogUddrag

Et ord om folkereligiøsitet

Ordet offerhøj var betegnelsen på en lokal helligdom i det gamle Israel. Ofte var det en stenforhøjning med et alter.

Efter indvandringen tilbad israelitterne Israels Gud på sådanne offerhøje rundt om i hele landet (fx 1 Sam 9,11-14). Men efter opførelsen af templet i Jerusalem forbød Gud ofringer alle andre steder (5 Mos 12). Mange israelitter fortsatte dog gennem hele kongetiden med at dyrke Israels Gud på lokale offerhøje.

Profeterne talte hårdt imod offerhøjene, fordi gudsdyrkelsen dér ofte blev blandet med afgudsdyrkelse. Men selv når gudstjenesten på offerhøjene primært var ment som tilbedelse af Israels Gud, var den forkastelig og syndig, fordi den blev gennemført i strid med Guds lov.

I teksten i dag siger Gud, at han en dag vil stoppe den falske gudsdyrkelse. Hele den rige, folkelige religiøsitet, der udfoldede sig overalt i Israel, var afskyelig i Guds øjne. Derfor førte den til Guds dom over landet og folket.

Israel blev et frygtindgydende eksempel på, at en gudstjeneste, der gennemføres i strid med Guds bud, i Guds øjne svarer til afgudsdyrkelse. En sådan gudstjeneste fører til undergang. For Gud kræver ikke religiøsitet, men lydighed.

Nøgleord: De, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed (Joh 4,24).