Ezekiels bogUddrag

Den hellige hos den knuste

Ezekiel og hele Israels folk var i dyb krise. Fire år tidligere var stormagten Babylon (= Kaldæa) gået til angreb på Jerusalem. Efter kort tid havde byen måttet overgive sig. Babylons konge Nebukadnesar havde derpå tvunget Judas kong Jojakin i eksil i Babylon. Sammen med kongen blev 10.000 andre israelitter tvunget i landflygtighed. En af dem var præstesønnen Ezekiel.

Nu er der gået fire år. Året er 593 f.Kr. Ezekiel bor sammen med de andre bortførte jøder ved floden Kebar i Babylonien. Det er en varm sommerdag. Og netop denne dag får Ezekiel en oplevelse, der kom til at præge resten af hans liv på en helt afgørende måde.

I teksten fortæller han, at himmelen åbnede sig (v 1). Det vil sige, at der blev åbnet en passage mellem den synlige verden og den usynlige verden, hvor Gud bor. Pludselig kunne Ezekiel se det, der ellers er usynligt for mennesker.

Det første, Ezekiel så, var fire levende væsener, der lignede mennesker (v 4-14). Skikkelserne var frygtindgydende og majestætiske. Senere i Ez hører vi, at væsenerne var keruber, dvs. de engle, der bærer Guds trone i den himmelske verden.

Det er altså selve Guds majestætiske trone, Ezekiel ser. Midt i den fortvivlede og håbløse situation for de landflygtige israelitter åbenbarer Gud sig. Gud, der troner i Himlen, har ikke glemt sin nødlidende tjener.

Nøgleord: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust (Es 57,15).