Ezekiels bogUddrag

Dom og frelse

I det foregående har Ezekiel været vidne til, at Guds herlighed forlod det allerhelligste i templet i Jerusalem og tog opstilling ved østporten. Nu bliver Ezekiel i synet selv flyttet til østporten. Her modtager han to budskaber fra Gud, inden synet slutter. Begge budskaber er Guds kommentarer til ting, indbyggerne i Jerusalem sagde på dette tidspunkt.

For det første siger de: »Tiden er ikke inde til at bygge huse. Byen er gryden, vi er kødet!« (v 3). Sandsynligvis er meningen, at indbyggerne i Jerusalem følte sig fuldstændig trygge. Mange israelitter (inkl. Ezekiel) var blevet ført i landflygtighed i Babylonien. De tilbageblevne havde overtaget de forladte huse og havde derfor ikke brug for at bygge nyt.

For det andet siger indbyggerne i Jerusalem til de bortførte, at de bare kan holde sig væk - nu tilhører Jerusalem alene de tilbageværende (v 15).

Guds svar er dobbelt. De, der er tilbage i Jerusalem, vil blive fordrevet og dræbt på grund af deres synd (v 7-12). Og nogle af dem, der allerede er ført i landflygtighed, vil komme tilbage til landet (v 16-21).

Efter dette løfte ser Ezekiel Guds herlighed forlade Jerusalem (v 22-23), og synet er slut (v 24-25).

Synet er en uhyggelig dom: Gud forlader sit tempel, hvor tilbedelsen af ham er blandet med åbenlys synd. Men samtidig er synet et evangelium om, at en rest af Israel en dag vil blive frelst.

Nøgleord: Dér [på Israel] ser du Guds godhed og strenghed (Rom 11,22).