Ezekiels bogUddrag

Egypten kan ikke frelse

Israel lå mellem datidens to stormagter: Babylon og Egypten. I årevis havde det store indenrigspolitiske slagsmål i Jerusalem drejet sig om, hvilken af stormagterne Israel skulle støtte sig til. Men diskussionen var ikke bare politisk. Klart og umisforståeligt havde Jeremias forkyndt, at Gud selv ville give magten over hele området til Babylon (Jer 27). Alligevel havde kong Sidkija valgt at bryde sin ed og gøre oprør mod Babylon - i håb om at få hjælp fra Egypten til oprøret. Men allerede dengang havde Ezekiel svaret, at Egypten ikke ville kunne redde Israel fra Guds straf for oprøret (17,12-21).

Nu er tidspunktet januar 587 f.Kr. (v 1). Det er et år siden, den babylonske hær begyndte sit angreb på Jerusalem (24,1-2). Men endnu inden byen er faldet, skal Ezekiel vende sit ansigt mod Egypten og forkynde, at dommen også kommer over det.

Farao tror, at han selv er skaber og herre over Nilen (v 3 og 9b), og Israels folk har sat deres lid til ham (v 6b-7 og 16). Men nu vil Gud behandle Farao som et uhyre eller en krokodille, der bliver hevet op af Nilen og smidt ud i ørkenen, hvor den dør. I fyrre år skal Egypten være ødelagt.

Israel havde valgt at stole på Egypten frem for på Gud. Men i Guds dom blev det, de stolede på, til intet.

Nøgleord: Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker (Sal 118,8).