På den 12. dag i den tiende måned i det tiende år af vores eksil sagde Herren til mig: „Du menneske, vend dig mod Egypten og profetér imod Farao og hele folket. Sig til dem: Hør hvad Herren, Israels Gud, siger:
Jeg vil straffe dig, Farao, Egyptens konge,
det store uhyre i Nilens vande.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
Men jeg sætter kroge i dine kæber
og får fiskene til at bide sig fast i dine skæl.
Derefter trækker jeg dig op på land,
så alle flodens fisk følger med.
Jeg slynger dig ud i ørkenen
sammen med alle flodens fisk.
Du får lov at ligge, hvor du faldt,
ingen samler dig op for at begrave dig.
Dit kød bliver føde for himlens fugle
og for jordens vilde dyr.
Da vil Egyptens indbyggere forstå, at jeg er Israels Gud.
Du var det halmstrå, mit folk greb efter i nøden.
Du var som en kæp, mit folk ville støtte sig til,
men du knækkede, og de vred skulderen af led.
Da de forsøgte at læne sig op ad dig,
brød du sammen, og de vred hoften af led.
Derfor siger Herren, Israels Gud, til Egypten:
Jeg sender en hær imod dig,
som vil dræbe både mennesker og dyr.
Hele landet bliver lagt i ruiner.
Da vil du indse, at jeg er Israels mægtige Gud.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
og at du selv har skabt det.
Derfor straffer jeg dig og din flod,
rydder landet for mennesker og dyr
fra Migdol i nord til Aswan i syd
ved grænsen til Kush.
I 40 år skal det ligge øde,
hverken mennesker eller dyr skal færdes der.
Jeg lægger dine byer i ruiner
og gør landet til en ødemark i 40 år,
som det er sket med de andre lande og byer.
Jeg spreder dit folk blandt fremmede folkeslag.
Men efter 40 år vil jeg samle dem igen
og føre dem hjem fra de lande, jeg fordrev dem til.
Jeg vender deres skæbne, fører dem hjem til Patros,
men det bliver et rige uden særlig betydning.
Egypten bliver mindre end de andre riger,
de er for få til at regere over andre folkeslag.
Israel vil erkende, at de begik en stor fejl
ved at søge til Egypten efter hjælp.
Det vil de aldrig gøre igen.
Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”