Ezekiels bogUddrag

Den uventede afslutning

På Ezekiels tid havde Israels folk valgt at leve i »hor«, det vil sige i afgudsdyrkelse.

Israels troløshed skete på trods af Guds udvælgelse og uendelige kærlighed. Derfor er Israels folk i Guds øjne endnu værre end hedningefolkene. Hverken Sodoma eller Samaria, hovedstaden i Nordriget, har handlet så ondt som Jerusalem (v 44-52). Netop det folk, som Gud har givet alt, overgår alle andre i synd.

Den eneste logiske afslutning på denne rædselstale om Israels skyld er Guds dom. Israel har vendt sig fra Gud. Så må Gud også vende sig fra dem og forkaste dem. Det ville være logisk og retfærdigt. Men sådan slutter Guds tale ikke.

For ligesom Gud bruger Israel til at vise, hvordan han straffer synd, sådan vil han også bruge Israel til at vise, hvordan han frelser. Derfor ender denne tale med et uventet løfte. Engang vil Gud frelse Israel. Engang vil der komme en vækkelse i Israels troløse folk.

På trods af Israels pagtsbrud vil Gud tilgive dem (v 63). Han vil huske på sin pagt med dem og gøre den til en evig pagt (v 60). Guds fuldstændig uventede og ufortjente frelse vil få Israel til at bøje hovedet i anger og skam (v 54. 63).

Sådan åbenbarer Gud på Israel, hvordan han vil frelse også os. Gud frelser troløse syndere ved helt ufortjent at tilgive dem.

Nøgleord: Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere (Rom 5,8).