Ezekiels bogUddrag

Guds navn og Israels fortid

»I Israel er Guds navn stort« (Sl 76,2). Ez 20 har ét hovedtema. Kapitlet vil vise, at det er Guds navn, der har formet Israels historie. Israels historie ser ud, som den gør, fordi Gud vil skaffe sit eget navn ære.

For at vise det giver Ezekiel en kort oversigt over tre perioder i Israels historie. (De to første er med i vores tekst i dag; den tredje følger i morgen.)

Den første periode er israelitternes ophold i Egypten (v 5-10). Gud havde udvalgt Israel og erklæret, at han ville være Israels Gud. Derfor skulle israelitterne opgive afguderne. Men det ville de ikke; de trodsede Gud. Dermed havde de gjort sig fortjent til Guds vrede. Alligevel undlod Gud at udslette dem og førte dem i stedet ud af Egypten.

Gud understreger selv, at det skete »for mit navns skyld« (v 9). Hvis Gud havde udslettet Israel, ville nabofolkene have tolket det som et udtryk for Guds svaghed. Det var alene for Guds egen æres skyld, at han sparede Israel for undergang.

Den anden periode er første del af ørkenvandringen (v 11-17). Her gentager historien sig. Israel trodser Gud og fortjener tilintetgørelse i ørkenen. Den første generation efter udvandringen af Egypten må dø i ørkenen. Men for Guds navns skyld skåner han folket for tilintetgørelse.

At Israel har overlevet som folk er en nåde, der alene skyldes Guds navn. På samme måde er frelsen en nåde, som alene skyldes Gud.

Nøgleord: For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds (Ef 2,8).