Ezekiels bogUddrag

Guds navn og Israel på Ezekiels tid

Begyndelsen af kapitlet handler om Israels ophold i Egypten og første generation på ørkenvandringen. I v 18-26 taler Gud så om en tredje periode fra Israels historie, nemlig sidste del af ørkenvandringen. Også i den periode gentager historien sig. Israel synder og fortjener Guds straf. Alligevel begrænser Gud straffen og undlader for sit navns skyld at udrydde dem (v 22).

I stedet hengav Gud dem til »love, som ikke var gode« (v 25). Dvs. at Gud lod dem blive i en situation, hvor de levede efter hedningefolkenes love, som krævede afgudsdyrkelse og børneofringer (v 18.31 jf 5,7).

Efter denne korte oversigt over Israels historie taler Gud om situationen i Israel på Ezekiels tid (v 27-31).

Israel boede i det land, som Gud havde givet dem. Men folket gentog deres forfædres troløshed. Overalt i landet havde de opført offerhøje, dvs. lokale helligdomme. Det var i strid med Guds bud om, at israelitterne kun måtte ofre til ham i templet i Jerusalem.

Flertallet af israelitterne på Ezekiels tid levede altså i frafald fra Gud ligesom deres forfædre. Alligevel var nogle af Israels ledere mødt op hos Ezekiel i Babylonien for at rådspørge Gud (v 1-3.31). Men Gud afviste dem og nægtede at lade sig rådspørge.

De israelitter, som levede i frafald og bevidst oprør mod Guds bud, havde mistet den frie adgang til Gud.

Nøgleord: Alt dette skete med dem [Israel], for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os (1 Kor 10,11).