Første KrønikebogUddrag

Æren er Guds

Efter Uzzas død var David bange. Han frygtede Gud, og han frygtede, at Gud nu havde vendt ham ryggen og ikke længere anså David som den rette konge for sit folk. Men her i kapitel 14 bliver David bekræftet i, at Gud fortsat ønsker ham som konge over Israel og ikke mindst, at Gud stadig var med ham. Det er i samme periode, at arken står på hold hos Obed-Edom, for David turde ikke flytte den videre til Jerusalem.

Da filistrene erfarer, at David er blevet konge, ønsker de så hurtigt som muligt at få skovlen under ham. De kendte David ganske godt, og de vidste, at hvis det lykkedes David at samle hele Israel om sig, ville det snart være forbi med filistrenes storhedstid. Derfor går de til angreb. Men Davids lykke er, at han rådfører sig med Gud, inden han handler og måske lige så vigtigt, at han husker at give Gud æren for den sejr, der følger ham. Og det er formentlig i tillid til Gud og som en forsagelse mod fjendernes hedenskab, at David lader filistrenes gudebilleder afbrænde. En form for trosbekendelse og dermed en genopbygget relation mellem David og Gud. Da filistrene igen angriber, henvender David sig atter til Gud, for han er godt klar over, at han blot er et redskab for Guds store magt.

Refleksion: Hvordan er du et redskab for Guds magt? Og hvor lader du dig bruge? Husker du at give Gud æren for det, der lykkedes i dit liv?

Info: David havde nu ved erobringen af Jerusalem fuldendt landet. Han havde samlet de 12 stammer under sig til ét folk, og han havde overvundet ærkefjenden. Davids næste opgave var da at reformere gudstjenestelivet i overensstemmelse med Moseloven.