Ezekiels bogUddrag

Guds land og Guds historie

De forskellige afsnit i Ezekiels Bog er markeret af overskriften »Herrens ord kom til mig« (35,1). Vores tekst i dag er derfor ét langt afsnit (- det næste »Herrens ord kom til mig« kommer i 36,16). Teksten består af to taler: En til Se’irs bjerge (35,2-15), og en til Israels bjerge (36,1-15).

Se’irs bjerge er bjerglandet Edom, sydøst for Israel. Indbyggerne her fryder sig over Israels undergang i 586 f.Kr. og tror, at de nu kan overtage Israels to landområder. Men Edom glemmer, at Israels land tilhører Gud (35,14). I virkeligheden er Edoms hån rettet mod Gud. Derfor vil han straffe Edom: Se’irs bjerge skal lægges i ruiner.

Israels bjerge er allerede raseret af Guds straf: byerne ligger i ruiner, og folket er fordrevet. Men endnu engang fastslår Gud, at Israels land tilhører ham (36,5). Og han har fastlagt fremtiden for det: byerne skal genopbygges, og Israels folk skal komme tilbage og igen få landet i eje. Når det sker, skal Israels folk aldrig mere spottes, fordi de har mistet landet (bemærk de fem gange »ikke mere« i 36,12-15).

I årevis havde Ezekiel prædiket, at Gud ville lægge Israels land i ruiner. Det var sket. Nu prædiker Ezekiel, at Gud vil lade Israels land blive genopbygget og give det til Israels folk for altid. Det løfte er endnu ikke fuldt opfyldt.

Gennem dommen over Edom og løfterne til Israel minder Gud os om, at han alene er historiens Herre. Gud fastsætter tider og grænser, indtil hans rige kommer. Han er kongernes konge.

Nøgleord: »...for at de levende skal forstå, at den Højeste er hersker over det jordiske kongerige, og at han giver det, til hvem han vil« (Dan 4,14).