Ezekiels bogUddrag

Døde ben bekræfter Guds ord

Det er et hårrejsende syn, Ezekiel får. Helligånden anbringer ham midt i en dal fuld af indtørrede knogler (v 1-2). Gud befaler Ezekiel, at han skal profetere til knoglerne (v 3-6). Og så sker der to ting.

Først lyder der en raslen, mens skeletdelene flytter rundt og lægger sig på deres rigtige pladser. Knoglerne bliver til skeletter, der dog hurtigt bliver dækket af kød og hud, så Ezekiel pludselig er omgivet af lig (v 7-8).

Efter at Ezekiel igen har profeteret, kommer der livsånde i ligene, og de rejser sig op. Nu er dalen fuld af levende mennesker (v 9-10).

Det er synet: En samlig tørre knogler bliver til levende mennesker. Hvad betyder det? Ja, vi behøver ikke at gætte, for Gud giver selv forklaringen i v 11-14.

Knoglerne er et billede på Israels folk. Juda Rige var netop gået under. Jerusalem var brændt ned. Store dele af folket var dræbt, flygtet eller ført i fangenskab. Som nation betragtet var Israel død. Alt tydede på, at Israels folk nu ville gå under, som så mange andre folk ned gennem historien er gået under.

Midt i denne forfærdelige situation lyder Guds ord: Jeg vil gøre Israels døde knogler levende! Tilmed i dobbelt forstand: Nationalt set vil Gud føre Israel tilbage til deres land, og åndeligt set vil han give Helligånden i deres hjerter.

Bemærk synets afslutning: »Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.« Gud vil altså bruge Israels fremtid til at demonstrere, at han holder sine løfter. Det, Gud gør med Israel - også i vor tid - skal lære os at tro på Guds ord.

Nøgleord: »Han, som gav os løftet, er trofast« (Heb 10,23).