HåbUddrag

Mirjam – håbet der overlever

Folk kiggede ind ad vinduerne og gik og hviskede til hinanden. Nu gik det ikke længere. Mirjam kunne mærke på sin mor, at hun også godt vidste det, selvom hun ikke kunne udholde at tænke tanken. Hendes dreng var blevet for stor til, at de kunne skjule ham derhjemme. Hun stod overfor et helt umenneskeligt valg. At skulle skille sig af med sin søn. Eller vente på at soldaterne kom og tog ham fra hende. Derfor så hun på Mirjam, og de lavede en kurv sammen af siv. Den kunne bruges som en slags seng eller kiste til drengen. De pakkede ham ind for sidste gang og Mirjam fik til opgave at følge kurven, da den flød ned ad Nilen.

Mirjam så Faraos datter opdage kurven og tage drengen op til sig. Og hun kom hen og sagde til hende, at hun godt kunne finde en, der kunne passe drengen. Bare indtil han blev større og kunne klare sig uden brystmælk. Faraos datter gav drengen navnet Moses, der betyder ”trukket op af vandet”. Og Mirjam fik sin lillebror med sig hjem igen.

På den måde overlevede Moses. Og Gud frelste sit folk fra slaveriet i Egypten med Moses og Aron i spidsen. Som deres folks ledere gav de dem håb om befrielse. Men det var Mirjam, der gik allerforrest som sin mors eneste lille håb. Håb rimer på dåb. Det kan minde os om, at døbte Guds børn er blevet trukket op af vandet ligesom Moses. For at blive sat fri fra syndens slaveri. Og for at leve i det håb der overlever.

Hvordan sender Gud håb til dig gennem andre? Og hvordan får du lov til at være et håb?