HåbUddrag

Mirjam – håbet der bliver til

Det var Mirjams held, at hun var født, før loven blev indført. Og at hun var pige. For drengene fik ikke lov til at leve. Som om de var mindre værd, bare fordi en lov sorterede dem fra, så egypterne kunne føle sig frie. Blive fri for de uønskede hebræerdrenge. Hun havde set sin mors mave vokse sig større og mærket, hvordan frygten for at miste sin lillebror var skubbet til side for en tid, da jordemoren valgte at gå imod loven og lade barnet leve det liv, det var skabt til. Hun følte sig taknemmelig og værdifuld over at se en kvinde, der, med sit eget liv som indsats, trodsede systemets racehygiejne. Håbet fik lov til at overleve lidt endnu. Og hendes mor fortalte hende, hvor vigtigt det var, at ingen hørte hendes lillebror græde. For som moren hviskede til Mirjam, så elsker jeg ham lige så højt, som jeg elsker dig.

Ligesom Mirjam, der også levede i et gudsfornægtende samfund, er vi nærmest blevet vant til at skulle kæmpe for menneskets ukrænkelige værdi. Selv i de gamle kristne kulturer har man tilsyneladende lukket øjnene for, at det er Gud, der former hvert eneste menneske i det skjulte og giver det uvurderlig værdi. Der er brug for, at vi tænker større om os selv som mennesker. Især når det handler om de små mennesker. Dem vi måske ikke synes, vi har råd eller overskud til at give lov til at leve.

Begynd hver dag med versene fra salme 139, som du har læst til dette afsnit, og hæng dem fx på dit spejl, så du møder Guds skabertanker om dig hver morgen. Det vil smitte af på den måde, du møder andre mennesker på.