HebræerbrevetUddrag
Hvad vi har!
Forfatteren vil rette sine læseres opmærksomhed mod det, vi som kristne har. De er nemlig i stedet blevet optaget af alt det, de oplever, at de mangler og derfor gerne vil opnå: større glæde, større frimodighed, større modstandskraft mod synden.
I stedet skal de (og vi) lære at fokusere på det, vi rent faktisk har. For i Jesus har vi fået en helt fantastisk ypperstepræst (v 14). Hebræerne kendte ordningen med ypperstepræsterne, som var kaldet af Gud til at optræde på folkets vegne over for Gud og på Guds vegne over for folket. Nu har Gud valgt at indsætte sin egen søn til som ypperstepræst at føre vores sag over for Gud med henblik på vores evige frelse. Det er det største, man overhovedet kan forestille sig.
For at være en sådan ypperstepræst måtte Guds egen søn blive menneske som os. Ja, han måtte i Getsemane kæmpe i dødsangst under gråd og med høje bønneråb (v 7). Han måtte lære lydigt at bøje sig ind under det, som var Faderens vilje.
Fordi han som menneske har gennemlevet alt det, som hører menneskelivet til, er han i stand til at have ”medfølelse med vores skrøbeligheder” (v 15). Så må vi frimodigt komme til ham for at søge nåde og hjælp hos ham midt i fristelser og fald (v 16). Intet af det, som plager os, må afholde os fra at tage det skridt: at komme til ham.
Refleksion: Overvej, hvor let vi kommer til at fokusere på alt det, vi ikke har, i stedet for på det, vi har.
Om denne plan
Jesus er større end Moses, engle og ypperstepræsten. Han er den største. Det kan du lære om i Hebræerbrevet. Brevet gør det også meget tydeligt, hvor stor sammenhængen er mellem det gamle og det nye testamente. Lær om troen hos de allerældste personer i Bibelen. Skrevet af Ingolf Henoch Pedersen (1-9) og Jens Ole Christensen (10-13).
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/