HebræerbrevetUddrag

Iver til det sidste

Hebræerne var ved at havne i en tilstand af sløvhed med fare for helt at falde fra troen. Men efter at have rettet en kraftig advarsel til dem om, hvad det vil indebære, er tiden inde for brevets forfatter til også at opmuntre sine læsere. For det er på ingen måde håbløst det hele. Håbet ligger i, at Gud er trofast og retfærdig, og han står ved sine løfter. For os gælder det om, at vi med stor iver holder os til Guds ord og den rigdom, det rummer – i stedet for at give plads for sløvhed og ligegyldighed.

Abraham bliver fremhævet som et eksempel på en, der tålmodigt ventede på Gud og i tro holdt sig til hans løfter. Og han fik, hvad Gud havde lovet ham (v 15). Gud havde ligefrem sværget på det løfte, han gav Abraham. Det betød, at han selv indestod for opfyldelsen af det. Dermed var og er sagen afgjort. Så er der ingen grund til tvivl.

Det kristne håb omtales som et anker, som når helt ind bag forhænget, dvs. rækker helt ind i den himmelske verden, hvor Kristus nu er og lever som vores forsoner og ypperstepræst (v 19-20). Fordi han er den, han er, er der ikke tale om noget usikkert, som vi ikke rigtigt ved, om vi kan regne med eller ej, men om en sag, der står urokkeligt fast.

Refleksion: Vi kan have god grund til at tvivle på os selv, men aldrig på Gud og hans løfte!