HebræerbrevetUddrag
Sabbatshvilen
To tanker krydser hinanden i det, vi læser her:
1. Der venter Guds folk en fremtid med en hvile, der svarer til Guds hvile på den syvende dag, efter at han havde skabt verden.
2. Endnu er vi ikke nået frem til den hvile, og vi står i fare for at gå glip af den.
Igen bliver det, vi læser i Mosebøgerne om ørkenvandringens folk, sat op som en slags advarselstavle for os. De kom ikke ind til hvilen i løftets land, fordi de var ulydige mod det budskab, de fik forkyndt gennem Moses. Vi har fået et endnu større budskab forkyndt gennem Kristus og hans apostle, og det budskab må vi i tro tage imod og adlyde, hvis vi skal gøre os håb om at nå det herlige mål for vores liv, som Gud har bestemt for os. Lad os være ivrige efter at komme ind til hvilen! (v 11)
Vi er selv afmægtige, når det gælder at blive bevaret og nå målet for vores liv, men trøsten er, at Guds ord er levende og virkekraftigt som et skarpt, tveægget sværd. Når vi læser Guds ord, sker der en slags kælderoprydning i vores indre, når det gælder det kaos af tanker og meninger, som findes der. I stedet får vi givet det, der skal til, for at vi kan nå i mål (v 12-13).
Refleksion: Har Guds ord den plads i mit liv, som gør, at jeg kan nå målet?
Info:Det tveæggede sværd er af nogle blevet opfattet som en hentydning til, at Guds ord består af både lov og evangelium, mens andre har fundet en henvisning til, at Guds ord består af både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente.
Skriften
Om denne plan
Jesus er større end Moses, engle og ypperstepræsten. Han er den største. Det kan du lære om i Hebræerbrevet. Brevet gør det også meget tydeligt, hvor stor sammenhængen er mellem det gamle og det nye testamente. Lær om troen hos de allerældste personer i Bibelen. Skrevet af Ingolf Henoch Pedersen (1-9) og Jens Ole Christensen (10-13).
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/