Anden Mosebog 1-34Uddrag

Ikke som de andre

Israel skal fortsat være Herrens folk. Det er en gentagelse fra Sinaipagten. Pagten fornyes, nåden gentages, og Gud er den samme hellige Gud. Synden er lige så utålelig, som den altid har været. Guds krav er de samme. Det er besynderlig tale for det menneske, som ikke kender synden, som det værste og som et smerteligt problem. At Gud tilgiver og rækker nåden frem, det er en skøn tilsigelse for synderen, men kan ofte opleves som ligegyldighed for den uomvendte.

Troen på Gud kræver, at folket overfor de hedenske naboer udviser den største forsigtighed. Årsagen er erfaringen med gulvkalven. Fristelsen til afguderi vil være overhængende, hvis der indgås alliancer, pagter, aftaler og ægteskaber med hedningefolkene. Der er ikke tale om racediskriminering.

De store højtider gentages ligeledes for at være konkret overfor Israels folk, at Herrens folk er anderledes end flertallet, og festerne og højtiderne ligeledes er anderledes. I Det Nye Testamente lyder formaningen: ”Venskab med verden er fjendskab med Gud”.

Refleksion: Herrens folk skal se Herrens gerning. Hold alt det, som jeg befaler dig. Hvad betyder det i praksis?

Info: Den bibelske historie har flere eksempler på hedenske kvinder, som blev gift med israelitter. Rahab i Josvas Bog og moabitten Ruth blev optaget i Guds folk og ligeværdige med israelitterne. Herren gør ikke forskel på folk, og de to kvinder kom med i Jesu slægtstavle.