Anden Mosebog 1-34Uddrag

Syndens løn er døden

Det første, som står på tavlerne fra Gud, er, ”du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden …” (2 Mos 20,3-4). Før Moses når ned med lovens tavler, så havde folket brudt med det, som var skrevet.

Det virker voldsomt, at Moses knuser lovens tavler. Men hvad gavn vil det have at præsentere Guds Ord til et folk, som ikke bryder sig om Herren? Arons holdning er ynkelig. Ypperstepræsten, som skulle være folkets stedfortræder over for Gud, står her i teksten og kommer med dårlige undskyldninger. Det var ikke mig, der havde disse ønsker, men folket!

Dansen fortsætter, efter at Moses er vendt tilbage til lejren (v 25), og endnu engang nævnes Aron. Han havde sluppet folket løs, til spot over for deres modstandere. Findes der ingen i lejren, som ikke havde deltaget i dansen omkring guldkalven? Jo, hvem hører egentlig Herren til? Tekstens store hovedpointe er, at Gud Herren både dømmer og frelser. Syndens løn og konsekvenser er døden. Det er ikke Moses, der finder på en straf, men Herren, der befaler, at mange skal dø.

Refleksion: Syndens magt og psykologi får typisk et menneske til at glide af over for anklagen. Aron overgiver skylden til folket, ligesom Eva overlod det til Adam.