2. Mosebog 34:10-26

2. Mosebog 34:10-26 BPH

Herren svarede: „Jeg opretter en pagt med jer: For øjnene af jer vil jeg udføre undere så store, at noget lignende aldrig før er set på jorden, og hele Israels folk skal være vidne til de store gerninger, jeg vil gøre gennem jer. Jeres del af pagten er at adlyde mine befalinger. Så vil jeg bortdrive amoritterne, kanaʼanæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne foran jer. Indgå ikke nogen form for fredsaftale med folkene i det land, I kommer til. Hvis de bliver boende iblandt jer, vil de føre jer på afveje. I skal rive deres altre ned, knuse deres stenstøtter, vælte deres Asherapæle og brænde deres afgudsbilleder. I må ikke tilbede nogen anden gud, for jeg er Herren, jeres Gud, og jeg forventer jeres fulde loyalitet. Jeg tåler ingen rivaler. I må ikke indgå nogen form for fredsaftale med folkene i landet. Hold jer langt væk fra dem og deres afgudsfester, som de vil invitere jer med til. I må ikke tillade, at jeres sønner indgår ægteskab med deres døtre, for de dyrker fremmede guder, og med deres afgudsdyrkelse vil de friste jeres sønner til utroskab imod Herren. I må aldrig fremstille afgudsbilleder eller tilbede dem. I skal fejre de usyrnede brøds fest til den fastsatte tid i aviv måned, den måned I forlod Egypten. I syv dage skal I spise brød bagt uden surdej efter de forskrifter, som jeg har givet jer. Alt førstefødt af hankøn tilhører mig, og det gælder også jeres køer, får og geder. Hvad æselføl angår, kan de købes fri ved at ofre et lam i deres sted. Men hvis I beslutter ikke at frikøbe æselføllet, skal I brække halsen på det. Jeres førstefødte sønner derimod kan I købe fri ved at betale en passende løsesum. Ingen må komme til mig uden offergave. Året rundt, også i såtid og høsttid, skal I arbejde seks dage i ugen. Den syvende dag skal I hvile fra jeres arbejde. I skal fejre ugefesten for hvedehøsten med det første neg fra marken, og senere festen for frugthøsten, når alle jeres afgrøder er i hus. Tre gange om året skal alle mænd i Israel træde frem for Herren, Israels Gud. Ingen skal få lov at angribe eller erobre jeres land, når I tre gange årligt drager op for at træde frem for Herren, jeres Gud. Jeg vil bortdrive folkene foran jer og udvide jeres grænser. I må ikke bruge syrnet brød i forbindelse med jeres ofre til mig, og intet kød fra påskelammet må gemmes til næste morgen. Bring det bedste af den første høstafgrøde til Herrens, jeres Guds, hus. I må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.”