2. Mosebog 34:10-26

2. Mosebog 34:10-26 Danske Bibel 1871/1907 (DA1871)

Og han sagde: Se, jeg vil gøre en Pagt; for hele dit Folk vil jeg gøre underfulde Ting, som ikke ere skabte i noget Land eller hos noget Folkefærd; og hele det Folk, som du er midt iblandt, skal se Herrens Gerning; thi den er forfærdelig, den som jeg skal gøre med dig. Hold du det, som jeg befaler dig i Dag, se, jeg vil uddrive for dig Amoriter og Kananiter og Hethiter og Feresiter og Heviter og Jebusiter. Forvar dig, at du ej gør Pagt med nogen Indbygger i det Land, til hvilket du kommer, paa det han ikke bliver til en Snare midt iblandt dig; men I skulle nedbryde deres Altere og sønderbryde deres Billeder og omhugge deres Astartebilleder; thi du skal ikke tilbede en anden Gud; thi Herren hedder nidkær, han er en nidkær Gud: At du ikke gør Pagt med nogen Indbygger i det Land; thi de kunde bole efter deres Guder og ofre til deres Guder, og en kunde indbyde dig, at du aad af hans Offer; og du kunde tage af hans Døtre til dine Sønner, og hans Døtre kunde bole efter deres Guder og faa dine Sønner til at bole efter deres Guder. Du skal ingen støbte Guder gøre dig. Du skal holde de usyrede Brøds Højtid, du skal æde usyrede Brød i syv Dage, som jeg har befalet dig til den bestemte Tid i Abib Maaned; thi i Abib Maaned gik du ud af Ægypten. Alt det, som aabner Moders Liv, hører mig til, og alt det, som er en Han af dit Kvæg, og som aabner Moders Liv, være sig Okse eller Lam. Men det førstefødte af Asener skal du løse med et Lam, og dersom du ikke vil løse det, da skal du bryde Halsen itu paa det; alle førstefødte af dine Sønner skal du løse, og mit Ansigt skal ikke ses tomhændet. Seks Dage skal du arbejde, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløjningen og med Høsten skal du hvile. Og du skal holde Ugernes Højtid med Førstegrøden af Hvedehøsten, og Indsamlingens Højtid naar Aaret er omme. Tre Gange om Aaret skal alt dit Mandkøn ses for den Herre Herres, Israels Guds, Ansigt. Thi jeg skal uddrive Hedningerne for dit Ansigt og gøre dit Landemærke vidt; og ingen skal begære dit Land, naar du gaar op at lade dig se for Herren din Guds Ansigt tre Gange om Aaret. Du skal ikke ofre mit Slagtoffers Blod med syret Brød; og Paaskehøjtidens Slagtoffer skal ikke ligge Natten over til om Morgenen. Det første af din Jords Førstegrøde skal du bære til Herren din Guds Hus; du skal ikke koge et Kid i dets Moders Mælk.

2. Mosebog 34:10-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

Herren svarede: „Jeg opretter en pagt med jer: For øjnene af jer vil jeg udføre undere så store, at noget lignende aldrig før er set på jorden, og hele Israels folk skal være vidne til de store gerninger, jeg vil gøre gennem jer. Jeres del af pagten er at adlyde mine befalinger. Så vil jeg bortdrive amoritterne, kanaʼanæerne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne foran jer. Indgå ikke nogen form for fredsaftale med folkene i det land, I kommer til. Hvis de bliver boende iblandt jer, vil de føre jer på afveje. I skal rive deres altre ned, knuse deres stenstøtter, vælte deres Asherapæle og brænde deres afgudsbilleder. I må ikke tilbede nogen anden gud, for jeg er Herren, jeres Gud, og jeg forventer jeres fulde loyalitet. Jeg tåler ingen rivaler. I må ikke indgå nogen form for fredsaftale med folkene i landet. Hold jer langt væk fra dem og deres afgudsfester, som de vil invitere jer med til. I må ikke tillade, at jeres sønner indgår ægteskab med deres døtre, for de dyrker fremmede guder, og med deres afgudsdyrkelse vil de friste jeres sønner til utroskab imod Herren. I må aldrig fremstille afgudsbilleder eller tilbede dem. I skal fejre de usyrnede brøds fest til den fastsatte tid i aviv måned, den måned I forlod Egypten. I syv dage skal I spise brød bagt uden surdej efter de forskrifter, som jeg har givet jer. Alt førstefødt af hankøn tilhører mig, og det gælder også jeres køer, får og geder. Hvad æselføl angår, kan de købes fri ved at ofre et lam i deres sted. Men hvis I beslutter ikke at frikøbe æselføllet, skal I brække halsen på det. Jeres førstefødte sønner derimod kan I købe fri ved at betale en passende løsesum. Ingen må komme til mig uden offergave. Året rundt, også i såtid og høsttid, skal I arbejde seks dage i ugen. Den syvende dag skal I hvile fra jeres arbejde. I skal fejre ugefesten for hvedehøsten med det første neg fra marken, og senere festen for frugthøsten, når alle jeres afgrøder er i hus. Tre gange om året skal alle mænd i Israel træde frem for Herren, Israels Gud. Ingen skal få lov at angribe eller erobre jeres land, når I tre gange årligt drager op for at træde frem for Herren, jeres Gud. Jeg vil bortdrive folkene foran jer og udvide jeres grænser. I må ikke bruge syrnet brød i forbindelse med jeres ofre til mig, og intet kød fra påskelammet må gemmes til næste morgen. Bring det bedste af den første høstafgrøde til Herrens, jeres Guds, hus. I må ikke koge et gedekid i dets mors mælk.”