Anden Mosebog 1-34Uddrag

Omveje og lokkemad

Udfrielsen fra Egypten er begyndelsen på det, der ender med at blive 40 års vandring. Gud leder folket ved hjælp af en søjle, der skifter udseende fra ildsøjle om natten til skysøjle om dagen. På den ene side foregår det med orden – i række og geled, på den anden side går de ad sære omveje. Søjlen har ikke bare været en geografisk ledelse, men også et synligt tegn på Guds nærvær.

Josef bad før sin død hans sønner om at bringe hans ben med fra Egypten (1 Mos 50,25), hvilket Moses husker. Josefs lig ender med at blive begravet i Sikem (Jos 24,32).

Når Herren pludselig, gennem Moses, befaler israelitterne at vende om og vandre et sted hen, der er helt tåbelig i forhold til den trussel, Faraos hær har udgjort, så har Herren en mening med det. Han er ikke færdig med at vise sin herlighed på Farao. Farao lader sig lokke og sætter efter israelitterne. Måske har israelitternes flakkende vandrerute fået Farao til at tro, at Herren ikke længere var med det israelitiske folk. Guds plan er imidlertid netop at vise Farao, hvem der er HERREN.

Hvor Farao måske har troet, at israelitternes flakken var et udtryk for Herrens fravær, så har det netop været et udtryk for israelitternes tillid til Herren, når de har fulgt sky- og ildsøjlen trods den flakkende rute.

Refleksion:

Denne stjerne lys og mild,

som kan aldrig lede vild,

er hans Guddoms-ord det klare,

som han os lod åbenbare

til at lyse for vor fod.

(Grundtvig, DDS 136,7)