Anden Mosebog 1-34Uddrag

Moses Moses!

Moses må have følt sig most. Folket klagede til ham, selvom det egentlig var Gud selv, de klagede over (17,2-3). Moses talte Guds ord til dem, som netop ikke var hans egne ord. Moses måtte have fra Gud, hvad han skulle sige, for Gud var folkets egentlige leder (17,4-6). Folket kunne ikke se Gud, og derfor blev de i tvivl om hans nærvær (17,7), men Moses kunne de se og brokke sig til. Og Moses viste også, at end ikke staven i hans hånd var hans egen, det var Guds stav (17,9)! Moses må have følt sig most.

Mellemledere har deres udfordringer. De bestemmer relativt lidt og har alligevel stort ansvar. I teksten møder vi Josva, som senere afløser Moses som mellemleder. Josva, som er en anden stavemåde af Jesus, som betyder "Herren frelser". Både Moses og Josva er forbilleder på Jesus Kristus. Moses, fordi han var den største profet, Josva også i kraft af navnesammenfaldet. Selvom de begge er Kristusforbilleder, så er de tydeligvis noget andet og mindre end Jesus Kristus. De er begge tydeligt mennesker, som ganske vist er i kontakt med Gud, men de er ikke Gud. Måske følte Moses sig most, men Jesus blev "most"!

Moses var ikke folkets leder. Det var Gud! Moses var mellemleder. Han lykkedes bedst, når han samtidig gjorde sig klart, hvem Gud er – og hvem han selv var, nemlig en af folket. Det er værd at huske også ind i sit eget liv.

Refleksion: Tænk, hvor stort det er, at du må glæde dig over, at Jesus Kristus altid går i forbøn for os. Han løftede sine hænder på korset til frelse for os. Han går i forbøn for os nu, og han "bliver aldrig træt i armene!"