Første KorintherbrevUddrag
Guds rige afhænger af Åndens kraft
Paulus havde et dybere formål med sit barske brev end blot at fremkalde skamfuldhed. At fremkalde skam er let at gøre og kan heller ikke altid undgås. Men formålet med brevet er vejledning og formaning med henblik på livsstilsændring. Det gjaldt menigheden dengang og er også ord til os i dag. For korintherne var Paulus som en far, og der var ved evangeliet kommet mange børn til i menigheden i Korinth. Derfor ønsker han til alle tider at være eksempel for menighedens lære og liv, ligesom en god far er det for sine børn.
Men mens de venter på, at far kommer på genbesøg – de skal vide, at han vil komme, uanset hvad nogen måske gerne vil forestille sig – sender han Timotheus til dem. Timotheus må vel i denne kontekst siges at være deres bror, i og med han også omtales som et af apostlens kære børn. Han skal forsøge at få orden på sagerne i menigheden, men meget tyder på, at det var mere, end han kunne klare (se fx 2 Kor 11).
Når Paulus selv kommer, vil han gå ind i menighedens store vanskeligheder og finde frem til hvem, der måske er kraften bag. Han håber at kunne komme igennem med kærlighed og mildhed, men det ligger i luften, at det afhænger af, hvor meget der kan rettes op forinden. Også i dag viser det sig oftest, at tingene ser anderledes ud ved selvsyn end ved rapporter.
Refleksion: To metoder til at rette op på tingene: Riset eller kærlighed / mildhed. Er det påkrævet?
Om denne plan
Apostlen Paulus havde selv boet i Korinth og skriver her et forholdsvist langt brev til menigheden. Her er meget praktisk hjælp at hente til hverdagen. Du kan lære om splid i menigheden, vejledning i ægteskabsforhold, gudstjenesten, opstandelsen. Glæd dig til det smukke afsnit om kærligheden i kapitel 13. Skrevet af Ellen Kappelgaard (1-4), Steen Palmqvist (5-9), Peder-Henning Rugager Søderstjerna (10-13) og Henning Hansen (14-16)
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/