Første KorintherbrevUddrag

Et tempel for Helligånden

I Første Korintherbrev 3,16-17 gør Paulus menigheden opmærksom på, at den er Guds tempel. Nu tager han tråden op igen med at forklare korintherne, at det ikke kun er som menighed, de er Guds tempel, men også som det individuelle menneske – og derfor er bopæl for Helligånden. Det er næsten, så det svimler at få at vide, at den evige almægtige Gud, himlens og jordens skaber, har valgt at tage bolig i os – men det er det, som Paulus påstår. Det fortæller med al tydelighed, hvor meget Gud elsker mennesker og vil frelse os – og det er alt sammen af nåde – ikke fordi vi har fortjent det.

Korinthermenigheden var et sammenkog af jøder og hedninger med hver deres traditioner. Måske var det derfor, at der både var splittelser og personlige konflikter i menigheden. For når mennesker kommer til tro, vil gamle traditioner ofte være noget af det sværeste at gøre op med – vi tænker oftest ikke over, at det kan være forkert, fordi det er en naturlig del af vores historie. ”I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt,” siger Paulus og henviser således til Jesu død og opstandelse – ja vi blev virkelig dyrt købt. Men dengang som nu glemmer vi let, at det er sådan, med risiko for at vi kommer til at efterligne korinthernes løssluppenhed.

Af natur er vi i fjendskab med Gud og vil derfor som noget naturligt søge væk fra ham, hvis han ikke holder os fast. Derfor er det vigtigt at gøre, som Paulus siger det i Andet Korintherbrev kapitel 10,5, at vi skal gøre enhver tanke til en lydig fange hos Kristus. Her bliver vi klædt på til den kamp, vi står i mod både os selv og denne verden. Generelt er synd synd og vil skille os fra Gud, hvis vi ikke får gjort op. Utugt er således også synd, der skiller os fra Gud, og alligevel er der en forskel. Utugt er nemlig synd mod både Gud og mod vort eget legeme – som er et tempel for Helligånden. Så her får vi en særlig advarsel – og ikke uden grund, når vi ser på vores verden i dag – og langt ind i kristne rækker.

Refleksion: Er vi mon opmærksomme på, at vi lader Gud være vores vejleder – ellers farer vi vild – i os selv kan vi aldrig finde vej.

Bøn: Vi beder om, at vi altid må være opmærksomme på, at vi er et tempel for Helligånden.