Første KorintherbrevUddrag

Stolthed i egne tanker

Paulus skriver i kapitel 5,6, at korintherne var blevet stolte – og ganske åbenlyst i egne tanker. Det er en fælde, som vi let falder i, da vores natur desværre ikke er at adlyde Gud og søge at gøre hans gerninger, men mere at søge det der er til egen fordel. Derfor er det så vigtigt, at vi til stadighed søger Gud og hans nærvær gennem bøn og bibel. Vi er nemlig bedst til at fare vild. Korintherne havde godt nok lyttet til Guds ord og var kommet til tro – men havde åbenbart glemt det daglige nærvær med Gud, hvorfor flere og flere uacceptable handlinger havde sneget sig ind i deres menighed til stor fare for menighedens tro og liv. Broder fører sag mod broder, så I påfører hinanden tab og uret, siger Paulus – og påpeger så samtidigt, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige – altså at det er en farlig vej at gå, der kan føre dem væk fra Kristus.

Vi har ofte en aktiv retfærdighedssans, når det går ud over os selv – og selv om der ikke er noget galt med retfærdighedssansen, fortæller Paulus os alligevel, at det er ikke så dumt endda af og til at finde os i uretten. At kristne kæmper mod hinanden er noget af det værste, der kan ske – et meget dårligt eksempel for dem, der ser på, og nedbrydende for det kristne fællesskab – og der er ingen vindere kun tabere.

Kristus fandt sig i den største uret, der tænkes kunne, ved at bære ansvaret for vore synder, selv om han selv var syndfri – og han er vores forbillede.

Refleksion: Hvordan står det mon til med vores retfærdighedssans – har den mon sit afsæt i Kristus i stedet for i os selv?

Bøn: Herre, vil du åbne mine øjne, så jeg ser, hvem jeg virkelig er – og hvem du er.