Første KorintherbrevUddrag

At være et forbillede

Paulus tager her fat på et emne, som vi generelt ikke beskæftiger os ret meget med. Han minder os om, at vi som kristne er et forbillede – både for denne verden og for de svage i troen. Paulus går så langt, at han kalder det synd mod Kristus, hvis vi ikke er opmærksom på dette ansvar og derfor ikke tager det fornødne hensyn. Det er ikke kundskaben i sig selv, der gør indbildsk, men mennesker, hvis vi ikke er ydmyge over for Gud. Jeg tænker, vi hver dag har brug for at bede om visdom, kærlighed og ydmyghed.

Sagen drejer sig om afgudsofferkød fra de hedenske templer. Dette kød blev indviet til afguderne. Blandt de kristne var der derfor tvivl om, hvorvidt det var tilladt at spise kødet i templet og købe det på torvet. Paulus påpeger, at da der ikke findes andre guder end Gud, kan det ikke være et problem – og det helliges ved Guds ord og ved bøn (1 Tim 4,5). Men selv om de så godt vidste, at det er sådan, (de har kundskab), så skal de alligevel tænke sig om, da der kunne være mennesker, som tænkte synd om det at spise afgudsofferkød. Det er her, kærligheden kommer ind som en afgørende faktor, som må få korintherne til ikke at spise afgudsofferkød. Den sande kærlighed kan vi læse mere om i Første Korintherbrev kapitel 13.

Jesus siger, vi skal elske vores næste som os selv. Kærlighed til vores næste må således være en medspiller i det liv, vi vælger at leve, så vi ikke med vores frihed (kundskab) skaber forvirring og tvivl hos andre mennesker. Det er lidt fremmede tanker blandt kristne i dag, at vi skal passe på ikke at bringe vores svage medkristne til fald – ikke noget vi tænker så meget over. Men Paulus påpeger, at det er noget, vi skal være opmærksomme på: ”Så går jo den, der er svag, til grunde som følge af din kundskab, den broder, som Kristus døde for”.

Refleksion: Er der noget i dit liv, som kunne bringe en bror til fald?

Bøn: Hjælp os til at få øje på vores svage broder, så vi kan hjælpe vedkommende videre i troen.