Første KorintherbrevUddrag

En arbejder er sin løn værd

Der er nogle i korinthermenigheden, som anfægter Paulus´ apostelkald. Selv om han i andre sammenhænge udtaler, at han ikke lader sig dømme af andre end Gud, finder han det her nødvendigt at begrunde hans ret til at være apostel – sikkert for at forhindre, at der skulle opstå et rygte om ham, at han var selvbestaltet og derfor ikke værdig til det, han gjorde – og derfor ikke skulle respekteres. Den slags konflikt er desværre heller ikke ukendt i det kristne fællesskab i dag og kan være årsag til, at et godt kristent fællesskab går i stykker. Så vi må passe på hinanden i kærlighed med Kristus som forbillede.

Paulus finder flere grunde til at gøre hans modstandere opmærksom på, at der ikke er grundlag for at kritisere ham. Han har set Jesus, er derfor apostel og har skabt menigheden. Desuden giver han afkald på alle sine rettigheder for at vise sin gode vilje med dem – så de ikke skal betale for ham – det finder han selv ud af. Han gør opmærksom på, at loven siger, at ”den, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet.” Men han takker nej til dette. Hans argument er, at hans tjeneste ikke er frivilligt men et tydeligt kald fra Gud, og hans løn derfor er den glæde, han får af at tjene Gud ved at forkynde evangeliet.

På den måde giver Paulus os et klart billede af, at tjeneste er en gave, langt mere end det er en opgave. Vi har derfor ikke noget at rose os af. Det er vigtigt at minde hinanden om – så kan vi nemlig ikke rose os af andet end det privilegium, det er at få lov til at virke med i en menighed – tænk, at Gud kan finde på at udvælge os til en tjeneste – det er stort – sådan som Paulus bekræfter. Så flytter vi fokus væk fra vores eget og til Jesus.

Refleksion: Er vi opmærksomme på, at tjeneste er en gave og ikke en opgave, selv om det ser sådan ud? Gud behøver ikke os som sine tjenere, men kan ikke undvære os som sine børn.

Bøn: Tak for de gaver, du tildeler os i vores liv – hjælp os til at få øje på dem – og hjælp os til at være taknemmelige.