Første KorintherbrevUddrag
Tal forståeligt
Vi udrustes med nådegaver for at tjene hinanden. Til det er nogle bedre egnede end andre.
I Første Petersbrev 4,10 slås det fast, at nådegaver er noget, Gud giver os. Så i stedet for at stræbe efter en speciel nådegave, bør min stræben mere være at komme til afklaring med, hvad mine nådegaver er, og ikke mindst komme til udtryk ved villighed og ivrighed efter at påtage mig de opgaver, mine nådegaver sætter mig i stand til.
Tungetalen er en væsentlig nådegave, men den er bedst egnet til egen opbyggelse. En offentlig tungetale skal altid tolkes, ellers tjener den ikke til menighedens opbyggelse.
Til forståelse heraf bruges et billede fra hæren (v 8). Når hæren skulle rykke frem eller trække sig tilbage, stødte man i trompeten på en sådan måde, at soldaterne vidste, hvad meldingen gik ud på. Udstødte man ikke den rigtige tone, kunne konsekvenserne blive det modsatte af hensigten og få katastrofale følger.
Profetiens nådegave, som i dag oftest udtrykkes gennem forkyndelsen, skal forstås umiddelbart. Det er hverken religiøse meninger eller holdninger, som skal formidles, men forkyndelsen har til opgave at formidle, hvad Guds ord siger, ofte ind i en aktuel situation. Den profetiske nådegave kan derfor være særdeles byrdefuld, hvad enten den er af læremæssig karakter i kirken eller vedrører forhold, som ikke er politisk korrekte i tiden.
Refleksion: Lytter du til forkyndelsen som talerens holdninger eller som Guds ord?
Info: Ordet profet betyder "at frembære", hvilket understreger, at den profetiske nådegave har til formål at frembære, hvad Gud lægger forkynderen på sinde.
Skriften
Om denne plan
Apostlen Paulus havde selv boet i Korinth og skriver her et forholdsvist langt brev til menigheden. Her er meget praktisk hjælp at hente til hverdagen. Du kan lære om splid i menigheden, vejledning i ægteskabsforhold, gudstjenesten, opstandelsen. Glæd dig til det smukke afsnit om kærligheden i kapitel 13. Skrevet af Ellen Kappelgaard (1-4), Steen Palmqvist (5-9), Peder-Henning Rugager Søderstjerna (10-13) og Henning Hansen (14-16)
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/