Første KorintherbrevUddrag

Det største

Guds kærlighed er evig. Den giver han os, for at vi skal leve i den hver dag. Det begynder nu og ikke først i evigheden. Vores egen kærlighed har en grænse. Det har Guds ikke. Nådegaverne, som er så vigtige for kirkens liv, ophører. Men ikke kærligheden, for den er det vigtigste.

Vi forstår ikke alt fuldt ud. Ingen af os kender Gud fuldt ud. Heller ikke med de nådegaver, vi især har fået, kan vise os det fulde billede. Vi kan pege på brudstykker af Guds herlighed, og vi kan forstå dele af Guds væsen. Men det er først, når vi kommer ind i Guds fuldkomne rige, at de enkelte brudstykker vil blive samlet til et helt billede, og vi kan se ham, som han er. Ansigt til ansigt.

Det, som bærer den kristne i den ufuldkomne verden, er troen og håbet og kærligheden. Og det skal fortsætte. Troen er den nære relation til Gud. Håbet er en tro, som ser fremad. Der kommer noget forude, i livet med Gud. Kærligheden er det største. Den er der som en del af troen og håbet og som det, der fylder os med en glæde, der ikke slutter.

Refleksion: Vi er som børn. Derfor forstår vi ikke alt. Men barnet er nysgerrigt og vil vide mere om livet. Hvordan har du det i forhold til Gud (passivt opgivende eller en nysgerrig længsel efter at forstå mere)?

Bøn: Tak, Gud, at jeg må komme til dig med min længsel. Lad mig stadig se mere og lære dig bedre at kende.