Første KorintherbrevUddrag

To stamfædre

Nu rykker vi fra det tænkte tilfælde (at Kristus ikke er opstået) til realiteternes verden (at Kristus er opstået). Lige så virkelig som døden er, lige så virkelig er opstandelsen.

Der er ikke kun tale om en afsluttende konklusion i vers 20, men også om en fremadskuende konklusion! At Kristus opstod som førstegrøden udtrykker, at mange vil følge efter. Udtrykket ”førstegrøde” er hentet fra Det Gamle Testamentes offertjeneste, hvor de første aks af årets høst skulle bringes som offergave og være tegn på, at mere ville følge. Sådan har vi løfte om, at vi også skal opstå, sådan som han er opstået (Rom 6,5).

Herefter drages en parallel mellem Adam og Kristus. Vi har to stamfædre i den første og den anden eller sidste Adam, som er Kristus.

Ordet ”med” i vers 22 kan også oversættes ”i” henholdsvis Adam og Kristus. Så når ”alle dør i Adam” betyder det, at på grund af slægtskabet med ham, er vi alle døde, som en følge af hans fald (arvesynden). Men netop derfor betyder vort slægtskab med Kristus gennem dåb og tro, at vi ”gøres levende i Kristus” ved hans død for os (v 21, jf. Rom 6,11).

Opstandelsen vil ske i to eventuelt tre tempi. Først Kristus, dernæst de som hører ham til (v 23), og endelig når han overgiver Riget til sin far (v 24).

Den dag vil Kristus tilintetgøre al magt og myndighed, og som den sidste fjende skal døden opsluges og besejres (v 25 og 54).

Sagen er vigtig – så vigtig, at vi skal tage os i agt for, hvad vi fylder os med og måske ikke være alt for selvsikre på, at vi ikke påvirkes, hvis vi omgås og lytter til dem, som prædiker anderledes.

Så formaningen om ædruelighed handler nok mere om åndelig besindighed end om stærke drikke.

Refleksion: Hvilken risici ser Paulus ved at opsøge og lytte til andre kirkesamfund eller trosretningers forkyndelse?