Første KorintherbrevUddrag

Børn er arveberettigede

”Kød og blod” i vers 50 udtrykker vort jordiske menneskeliv. Men det, som hører denne jord til, har ikke adgang til den himmelske verden. Derfor er en forvandling nødvendig. Ved Jesu genkomst skal alle troende forvandles (v 53-55). De døde, når de vækkes til live, og for dem, som lever, vil det ske i ét nu (v 51-52).

Når denne forvandling er sket, når det dødelige er iklædt udødelighed, er døden ikke alene opslugt og besejret, men den findes ikke mere (v 26).

Døden var aldrig noget, som Gud havde tænkt sig. Den kom ind med Eva og Adams fald, hvor de rev hele menneskeslægten med sig, så vi fødes i synd (Sl 51,7), underlagt syndens forbandelse og konsekvens, som er død (Rom 6,23).

Fordi vi lever i tiden mellem syndefaldet og opstandelsen, oplever vi en verden med sorg, smerte og død. Men Jesus tog syndefaldets forbandelse på sig, sonede vor synd og betalte det skyldbrev, som vi på grund af slægtskabet med Adam bar med os.

Det får Paulus til at slå fast, at døden er opslugt og besejret én gang for alle.

Kapitlet slutter i vers 55-56 med en vidunderlig fanfareagtig triumf, efter at alle argumenter imod dødes opstandelse er fejet til side. Døden er besejret, og har som livets sidste fjende mistet enhver magt og myndighed. Derfor kan og må vi bryde ud i jubel med tak til Gud, som har gjort dette muligt, og der er al god grund til at arbejde ihærdigt på, at det evangelium bliver kendt af alle.

Info: Basunen (v 52) var i Det Gamle Testamente signalet, der dels kaldte til kamp, men også tegnet på, at jubelåret var inde, jf. 3 Mos 25,8-10. Tilsvarende vil Gud lade basunen lyde som en fanfare ved Jesu genkomst, jf. Matt 24,31.