Første KorintherbrevUddrag

Født i vanære – opstå i herlighed

Paulus stiller i vers 35 to spørgsmål. Det første besvarer han straks i vers 36 ved at henvise til, at vi fra naturen kender, at et frø må lægges i jorden, for at et nyt aks kan vokse op. Når Gud således evner at gøre dette under i naturen, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det samme med os mennesker?

Det andet spørgsmål behandler Paulus i resten af afsnittet. Hvordan bliver det legeme, vi får i opstandelsen?

Først slår han fast, at det legeme, som vi begraver, går til grunde, det er forgængeligt. Men heraf oprejser Gud et nyt, forandret og uforgængeligt legeme (v 42), som han giver den krop, han vil (v 38: ”skikkelse” egentlig: ”legeme”). Denne forvandling betyder, at vi kan opstå herliggjort, uden skavanker, handicap, aldersforskel osv., ligesom det besvarer saddukæernes spidsfindige spørgsmål i Matthæusevangeliet 22,23ff. om dem, som har været gift flere gange.

Der sker en forvandling i opstandelsen, fra et liv i syndens vanære til et liv i Guds herlighed.

Vi er født i den første Adams billede med legeme og sjæl. Ved opstandelsen opstår vi i den sidste Adams skikkelse (Kristi skikkelse). Udtrykkene i vers 44-45 ”sjæleligt / sjæl” betyder vort jordiske liv i modsætning til ”åndeligt / ånd”, som udtryk for livet efter opstandelsen. Det vil blive et uforgængeligt liv, det vil sige, at vi ikke skal dø igen, vi er uden synd og uden skavanker af nogen art. Ved graven begraver vi et legeme, som var præget af den faldne jords vilkår. Men som vi her i verden ligner Adam, skal vi i himlen forvandles, så vi kommer til at ligne Kristus selv (v 49 og 1 Joh 3,2).

Refleksion: Paulus skriver til den kristne menighed i Korinth. Hvilken betydning har det, at det er til kristne, han beskriver håbet om opstandelse og livet i evigheden?