Paul Tripp's daglige Taksigelses AndagterUddrag

Vi gør det alle, sandsynligvis hver dag. Vi har ingen idé om, at vi gør det, men alligevel har det en enorm indvirkning på den måde, vi ser på os selv, og den måde, vi reagerer på andre på. Det er en af ​​grundene til, at der er så mange relationelle problemer, selv i Guds hus. Hvad er det, som vi alle har tendens til at gøre, der forårsager så meget skade? Vi glemmer.

I vores travle liv og selvcentrering glemmer vi desværre, hvor meget vores liv er blevet velsignet af og radikalt omdirigeret af nåde. Det faktum, at Gud har velsignet os med sin gunst, da vi mest af alt fortjente hans vrede, forsvinder fra vores minder som en sang, hvis tekst vi engang kendte, men nu ikke mere kan huske. Virkeligheden, at den nye barmhjertighed hver morgen hilser på os, er ikke dét, der først griber vores sind, når vi frenetisk forbereder os på vores dag. Når vi lægger vores udmattede hoveder ned på puden sidst på ​​dagen for at få en tiltrængt søvn, ser vi ofte ikke tilbage på de mange barmhjertigheder, der dryppede fra Guds hænder på vores liv. Vi tager os ofte ikke tid til at sidde og meditere over, hvordan vores liv ville have været, hvis Forløserens nåde ikke var skrevet i vores personlige historier. Desværre har vi alle tendens til at være alt for glemsomme omkring nåden. Nådes-glemsomhed er farlig, fordi den former den måde, du tænker omkring dig selv og andre.

Når du husker på nåden, husker du også, at du simpelthen ikke gjorde noget som helst for at tjene den nåde, du er velsignet med. Når du husker nåden, er du ydmyg, taknemmelig og blid. Når du husker nåden, giver klager plads til taknemmelighed og selvfokuserede ønsker giver plads til tilbedelse. Men når du glemmer nåden, fortæller du stolt dig selv, at hvad du har, er det, du har opnået. Når du glemmer nåden, tager du æren for det, som kun nåde kan producere. Når du glemmer nåden, kalder du dig selv retfærdig og en der fortjener, og du lever et berettiget og krævende liv.

Når du glemmer nåden og synes, du fortjener, finder du det alt for let ikke at være barmhjertig overfor andre. Stolt tror du, at du får det, du fortjener, og at at de også gør. Dit stolte hjerte er ikke blidt, så det bliver ikke let bevæget af andres triste situation. Du glemmer, at du ligner mere, end du er i modsætning, til din trængende bror. Du undlader at erkende, at ingen af ​​jer står overfor Gud som fortjent. Ydmyghed er den jord, hvor barmhjertighed mod andre vokser. Taknemmelighed over for givet barmhjertighed er det, der motiverer udvidet barmhjertighed. Paulus siger: "Vær venlige over for hinanden, blide, tilgiv hinanden, som Gud i Kristus tilgav jer” (Efeserbrevet 4:32).