Paul Tripp's daglige Taksigelses AndagterUddrag

Mens jeg nedskrev en beskrivelse af ægte kærlighed, “ægte, ydmyg, glad og vedholdende” blev mit hjerte fyldt med sorg over sandheden. Jeg tænkte, “Min kærlighed er ikke ægte.” Nej, jeg mener ikke ægte som i modsætning til falsk. Jeg tænker heller ikke på hyklerisk “Jeg vil lade som om, jeg elsker dig, selvom jeg ikke” gør. Her betyder ægte “lige,” lige som den pil, en skytte trækker ud af sin kogger. Han ønsker en helt lige pil, så den, når den forlader buen, ikke svinger i den forkerte retning. Ægte betyder konsekvent, pålidelig og ikke tilbøjelig til at gå i en ukærlig retning. Desværre er der stadig inkonsekvens i min kærlighed. Når nogen er uenige med mig, når nogen kommer i vejen for min plan, når jeg tvinges til uventet ventetid, eller når nogen får noget, som jeg synes, jeg fortjener, er det meget fristende for mig at svare på en meget ukærlig måde.

Det andet ord, ydmyg, forklarer, hvorfor jeg svarer som jeg gør. Jeg mangler stadig ydmyghed. Jeg har stadig en tendens til at lade livet handle om min plan, mine følelser, mine ønsker og mine forventninger. Jeg har stadig tendens til at vurdere en 'god' dag på, om den glædede mig, i stedet for, om jeg glædede Gud og elskede andre. Jeg er stadig fristet til at leve som om jeg ejer mit liv og glemmer stadig, at jeg blev købt for en høj pris. Og alt dette får kærligheden til at være belastende snarere end fuld af glæde, det tredje beskrivende ord. Det er sandt, at når du lever for dig selv, er opfordringen til at elske andre altid en byrde for dig.

Det sidste ord viser os den højeste og sværeste standard for kærlighed: vedholdende. Kærlighed, der ikke er trofast, er kærlighed, der har ringe værdi. Kærlighed, der ændrer sig med vinden, er slet ikke rigtig kærlighed. Det er en ustabil og kortvarig "maske", der gør mere skade, end den gør godt. Derfor er Guds trofaste, evige kærlighed så stor og motiverende en trøst.

Spørgsmålet er så, “Hvor i alverden skal jeg få den slags kærlighed?” Det kommer aldrig ved bare at tage dig sammen og fortælle dig selv, at du vil gøre det bedre. Hvis du havde styrken til denne form for selvforandring, ville det ikke have været nødvendigt med Jesu Kristi kors. Den eneste måde, jeg kan undslippe den selvfokuserede trældom af kærlighed til mig selv og faktisk begynde at elske andre, er at tilgivende, befriende, styrkende og evig kærlighed placeres i mig. Jo mere jeg er taknemmelig for den kærlighed, jo mere finder jeg glæde ved at give den til andre. Guds kærlighed, givet med glæde, er det eneste håb om, at jeg også kan have kærlighed i mit hjerte, som jeg også med glæde giver videre.