Paul Tripp's daglige Taksigelses AndagterUddrag

Prøv lige at tænke denne tanke med mig. Lever du et liv med velsignelse eller klage? Det er så let at brokke sig. Det er så let at finde fejl. Det er så let at være utilfreds. Det er så let at finde ting mindre, end du vil have dem til at være. Det er så let at være irriteret og utålmodig. Det er så let at stønne og brokke sig over livets vanskeligheder. Det er så let at være utilfreds.

Hvorfor er dette så let? Det er let, fordi synd stadig får alt til at handle om os. Fordi synd virkelig er egoisme i sin kerne, har vi stadig en tendens til at skrumpe vores verden ind til kun at handle om vores ønsker, vores behov og vores følelser. Derfor har vi en tendens til at bedømme værdien af vores liv efter, hvor meget af det vi ønsker, vi faktisk har fået. Helt grundlæggende er det fristende at leve en gud-glemsom, mig-først tilværelse. Hvis du sætter dig selv i centrum af din verden, finder du masser af ting at klage over.

Det er også rigtigt, at du lever i en falden verden, hvor mennesker og ting ikke fungerer, som Gud havde til hensigt. Denne verden er virkelig frygtelig brudt. Livet her er virkelig hårdt. Du møder alle mulige vanskeligheder, store som små. Folk skuffer dig. De gør dit liv svært. Forhindringer dukker op på din vej. På en eller anden måde kommer verdens fald ind af din dør hver dag. Kombinér livets vanskeligheder i denne faldne verden med syndens selvcentrering, og du har en opskrift på katastrofe eller i det mindste et elendigt liv med utilfredshed.

Bibelen ser ikke brok og klager som ubetydelige. I 1. Mosebog fortæller Moses, hvordan israelitterne "murrede" (brokkede sig) over deres liv, og indlejret i dette brokkeri var spørgsmålet om Guds godhed og visdom. Guds vurdering var, at folket havde gjort oprør mod ham ved deres brok; de havde vist, at de ikke var villige til at gøre, hvad han havde kaldt dem til og gjort dem i stand til at gøre. Dit hjertes glæde eller klager former altid din vilje til at stole på Gud og gøre hans vilje.

Brok får dig til at glemme Guds nåde. Til at ignorere hans tilstedeværelse. Til at undlade at se skønheden i hans løfter. Det får pragten i skabelsen til at gå ubemærket hen. Det sætter spørgsmålstegn ved hans godhed, trofasthed og kærlighed. Det får dig til at spekulere på, om han er der, og om han overhovedet vil hjælpe dig. Hvis du tror på Gud og hans kontrol over alt, hvad der findes, så er du nødt til at acceptere, at alt brok i sidste ende brokker sig over ham. Ja, det er så let at klage. Det er så let at glemme de daglige velsignelser, der falder ned på hver enkelt af os. At vi altid er parate til at klage er et andet argument for den tilgivende og reddende nåde, som Jesus uden klage villigt døde for at give os.