Paul Tripp's daglige Taksigelses AndagterUddrag

Det er virkelig sandt, at én af ​​de største synder i vores forhold er glemsomhedens synd. Overvej følgende lignelse om Jesus:

Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. Den første skyldte ham et millionbeløb. Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. Manden faldt på knæ for kongen og bad: "Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’" Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå. Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde. "Betal, hvad du skylder mig!" hvæsede han og greb ham i struben. Kollegaen faldt på knæ for ham. "Vær tålmodig med mig", bønfaldt han, "så skal jeg nok betale!" Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt. De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. "Din ondskabsfulde slyngel," sagde kongen. "Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?” (MattæusDen fulde mængde: Alt Det fulde antal: Alle 18:23–33)

Vi kan alle være så glemsomme.Vi kan alle glemme den storheden af den kærlighed og barmhjertighed, der har overstrømmet os. Vi kan alle glemme, at vi aldrig kunne have tjent eller fortjent de bedste ting i vores liv; de er kun vores ved hjælp af nåde. Her er problemet: Når du glemmer den nåde, du har fået, er det lettere for dig ikke at række den nåde ud til andre. Når du glemmer, hvor meget du er blevet tilgivet, er det lettere for dig ikke at tilgive mennesker i dit liv. Hvis du glemmer at have hjertet fyldt med taknemmelighed for den kærlighed, du har fået så frit, er det let for dig ikke at elske andre som du burde.

Det er og har altid været sandt, at ingen giver nåde bedre end en person, der er dybt overbevist om, at han selv har brug for det, og at det er nådigt givet af en barmhjertig gud. Han giver os det, vi ikke har fortjent; hvorfor nægter vi så at give, før andre har levet op til den standard, vi forventer? Kaldet til at tilgive straks afslører vores behov for tilgivelse. Kaldet til at vise nåde afslører, hvor meget vi har brug for nåde. Kaldet til at tilgive er på samme tid et kald til at huske og være taknemmelig. Når du husker, hvor meget du selv kommer til kort, er du barmhjertig over for andre, der har behov for det, og du ønsker dem den samme nåde, som er dit eneste håb. Må Gud give os nåde til at huske og viljen til at give andre det, vi har fået.