Paul Tripp's daglige Taksigelses AndagterUddrag

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg altid er tilfreds. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg aldrig klager. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg aldrig vil have, hvad andre har. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg aldrig har misundt en andens liv. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg aldrig har tænkt, at Gud gav noget til en anden, som egentlig var til mig. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg er bedre til at tælle mine velsignelser, end jeg ser på, hvad jeg ikke har. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at min appetit efter ting ikke var så stor. Jeg ville ønske, at mit hjerte endelig ville være tilfreds.

Dette er alle ønsker, fordi de endnu ikke er helt sande for mig. Misundelse lurer stadig i mit hjerte. Det er et af de mørke resultater af synden, der stadig lever der. Hvorfor taler Bibelen så stærkt imod misundelse? Derfor: når misundelse hersker over dit hjerte, gør Guds kærlighed ikke. Lad os tænke på, hvad misundelse gør. Det forudsætter, at du fortjener velsignelser, som du ikke fortjener. Når dit hjerte styres af misundelse, bliver din holdning "Jeg er velsignet" erstattet med holdningen "Jeg fortjener.” Misundelse er i bund og grund helt egoistisk. Misundelse placerer dig altid som centrum i verden. Den får alt til at handle om dig. Den får dig til at se på livet fra ét eneste perspektiv, dine ønsker, behov og følelser.

Desværre får misundelse dig til at sætte spørgsmålstegn ved Guds godhed, trofasthed og visdom. Misundelse beskylder Gud for ikke at vide hvad han gør eller ikke er trofast mod det, han har lovet at gøre. Når du er overbevist om, at en anden persons velsignelse tilhører dig, har du ikke bare et problem med dén person, du har et problem med Gud. Når du begynder at sætte spørgsmålstegn ved Guds godhed, holder du op med at gå til ham for at få hjælp. Hvorfor? Fordi du ikke søger hjælp fra én, du tvivler på.

Misundelse gør noget andet, der er åndeligt dødeligt. Den forudsætter en forståelse, som ingen har. Misundelse forudsætter ikke kun, at du ved mere om den andres liv, end du nogensinde kunne vide, den antager, at du har en klarere forståelse af, hvad der er bedst end Gud har. Desuden får misundelse dig til at glemme Guds fantastiske redning, forvandling, bemyndigelse og nåde. Du bliver så optaget af at lægge mærke til, hvad du ikke har, at de enorme velsignelser af Guds nåde - velsignelser, som du ikke har tjent, opnået eller fortjent - forbliver ukendte og ufejrede. Fordi misundelse fokuserer mere på, hvad du vil, end det gør på det liv, som Gud har kaldet dig til, afholder det dig fra at være opmærksom på Guds befalinger og advarsler og efterlader dig derfor i moralsk fare. Den eneste løsning på misundelse er Guds reddende nåde - nåde, der gør selvcentrerede syndere til glade og tilfredse tilbedere af Gud.