Andet KorintherbrevUddrag

Tvunget til at prale

Det første vers her indleder det, Paulus skriver i 11,1-12,13. Paulus ser sig nødsaget til at være vanvittig eller tåbelig, som det også kan oversættes. Det vanvid, Paulus taler om, er pral overfor menigheden. Det er ham dybt imod, men han ser sig tvunget til det. Hans formål er at spille vanvittig for at afsløre sine modstanderes vanvid.

Det, der tvinger Paulus til at bruge midler, han afskyr, er hans omsorg for menigheden. Han ser sig selv som menighedens far, og menigheden som en brud, der skulle være ren foran sin brudgom, Kristus. Det er truet af falske lærere i menigheden. Et problem Paulus har været inde på tidligere (6,14-18) og nu endnu engang advarer imod. Han understreger alvoren med at sammenligne det med slangens fristelse af Eva.

Det er svært at få klarhed over, hvad det er, Paulus forsvarer sig imod, når han fremhæver, at han ikke har taget imod betaling. Vi har, så at sige, kun halvdelen af samtalen. Måske har han været opmærksom på, at ingen skulle beskylde ham for at prædike evangeliet for at blive rig. Eller også ønskede Paulus ikke, at nogen skulle tro, at de ejede ham, hvis de betalte ham. Problemet er dog, at han nu står overfor en beskyldning om, at han ikke elsker menigheden i Korinth, fordi han har modtaget hjælp fra andre men afvist hjælp fra menigheden i Korinth.

Alle de beskyldninger, Paulus forsvarer sig imod, kommer fra de såkaldte superapostle, som han nu kalder falske apostle. En alvorlig beskyldning, men nødvendig i den situation Paulus står i.

Refleksion: Paulus kommer med alvorlige beskyldninger. I hvilke situationer er det vigtigt, at du taler med ’store bogstaver’ i din menighed?