Andet KorintherbrevUddrag

Menneskelig, ikke verdslig

I de sidste tre kapitler af Andet Korintherbrev skifter brevet pludselig tone. I kapitel 1-9 har Paulus skrevet til en menighed, som har ændret deres holdning til ham. Der er en tone af forsoning, selvom der stadig er knaster i forholdet. I kapitel 10 adresserer Paulus den del af menigheden, der ikke har omvendt sig, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Et ord, der går igen i de her kapitler, er stolt eller stolthed. Paulus står nemlig overfor nogle personer, der praler og er stolte, samtidigt med at de gør nar ad ham.

Paulus formaner korintherne med mildhed og sagtmodighed. De to kvaliteter har karakteriseret hans forhold til dem, men korintherne har misforstået dem og ser hans optræden som svaghed og frygt. Desuden beskyldes Paulus ironisk nok for at leve som et verdsligt menneske, når det i virkeligheden er dem, der er verdslige og bedømmer ham ud fra verdslige værdier.

Paulus anerkender, at han er et menneske, men ikke at han er verdslig. Han kæmper ikke som et verdsligt menneske. Han forsøger ikke at imponere folk med veltalenhed og selvpromoverende tale om egne bedrifter og åndelighed. Han har peget på Kristus (1 Kor 2,1-5; 2 Kor 4,2-6). Derfor er det åbenlyst, at Paulus hører til Kristus, og han har haft til formål at bygge menigheden op og ikke promovere sig selv.

Refleksion: Paulus nægter, at han kæmper som et verdsligt menneske. Står kirken i fare for at møde verden på verdens præmisser og glemme de kampvåben, der er mægtige for Gud (Ef 6,13-17)?