RomerbrevetUddrag
Håb om evigt liv
Den, der er blevet Guds barn, har samtidig fået et levende håb og evigt liv. Det er et håb, som er afgørende for, hvordan vi forholder os til lidelse i dette liv. For den, der ikke har noget håb for evigheden, og for hvem dette liv er alt, hvad der er, så kan den ultimative mening med livet ikke blive andet end at få mest muligt lykke, glæde og underholdning presset ud af citronen, mens vi er i live.
I det verdensbillede kan lidelse ikke være andet end en uvelkommen distraktion fra jagten på lykke, og livet vil være én lang stræben efter at minimere og undgå lidelse. Lidelse skal for enhver pris undgås, og kan den ikke undgås, så skal man hurtigst muligt igennem den.
Men for den kristne er den ultimative mening med livet ikke lykke i dette liv, og derfor er lidelse ikke på samme måde den ultimative fjende. Som Guds barn får man givet magt til at bære sine lidelser med løftet pande, fordi man har fået et utvetydigt løfte om, at uanset, hvad vi må gå igennem på denne jord, så er det ”for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (v 18).
Den, der er Guds barn, kan selv midt i lidelsen stole på, at han er i Guds hånd, og at den gode Gud bruger det alt sammen til at føre os frem mod den ultimative lykke på den nye jord. Set i det lys mister selv døden sin magt, for den er ved Kristus blevet forvandlet fra at være den ultimative lidelse til at blive indgangen til det evige liv.
Refleksion: Hvad gør det ved dit gudsforhold, når du møder modgang og lidelse?
Skriften
Om denne plan
Romerbrevet giver en central og systematisk undervisning i, hvad kristen tro går ud på. Evangeliet, Guds retfærdighed, loven, Israel, det kristne liv og meget mere. Det kan med fordel læse langsomt og med kontinuerlig refleksion og bøn. Så venter der en fantastisk oplevelse - ja en guddommelig åbenbaring til håb og tro. Skrevet af Leif Andersen (1-5), Andreas Ipsen (6-8), Ole Andersen (9-11) og Kurt Kristensen (12-16)
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/