Anden Mosebog 1-34Uddrag

Tornebusken

”Hvorfor brænder busken ikke?” (v 3). Det er ikke svært at forstå Moses´ nysgerrighed. Stik imod naturens orden blev tornebusken ikke fortæret af ilden. Men hvorfor? Det spørgsmål fulgte Moses hele resten af livet. Ved sit livs afslutning giver han selv svaret. Han taler om Herren, som ”ham, der bor i tornebusken” (5 Mos 33,16). Det var hemmeligheden.

For Moses var det skræmmende at møde Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Pludselig var han helt tæt på Guds bolig i en grad, som han aldrig havde forestillet sig muligt. Jorden han stod på var hellig. Det vil sige, den var skilt ud fra resten af marken på grund af det guddommelige nærvær.

Gud er den samme i dag. ”Busken” brænder stadig ikke. Den Gud, som dengang boede i tornebusken, bor i dag ved troen i os. Han kommer til os igennem sit Ord og ved sin Ånd. Når vi åbner vores bibel og beder, så er vi på hellig jord. Vi har fællesskab med Gud.

Moses fik et kald og et løfte. Kaldet var overvældende, og han kunne slet ikke se sig selv i opgaven. Men løftet var endnu mere overvældende (v 12): ”Gud svarede: Jeg vil være med dig”. Guds nærvær skulle være hans kraft og frimodighed.

Refleksion: Hvor tæt kan vi komme på Gud? Eller – hvor tæt kan Gud få lov at komme på os?

Lev: Gud kalder også i dag. Opgaverne er forskellige, men løftet er det samme. Derfor: ”Gå nu!” (v 10).