Anden Mosebog 1-34Uddrag
Hele jorden
Tidligere har vi læst, at Herren havde to grunde til at sende plagerne over egypterne. For det første ville han befri israelitterne, og for det andet ønskede han, at Farao og alle egypterne skulle lære ham at kende (2 Mos 7,4-5). Det sidste gentages i vers 14, men så sker der det overraskende, at perspektivet udvides til hele jorden. Plagerne ramte godt nok kun egypterne, men derved blev de et redskab i Guds hånd ”for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden” (v 16).
Der er ligesom en tretrinsraket i Guds kærlighedsåbenbaring. Først elsker han Israel, og derfor vil han befri dem. Så bruger han denne befrielsesaktion til at fortælle, at hans kærlighed også gælder egypterne. Derefter bruger han egypterne til at åbenbare sit navn og sin kærlighed til alle mennesker ud over hele jorden.
Det flytter disse vers ud af fortidens støvede historiske arkiver. Ham, der åbenbarede sig for Moses ved tornebusken under navnet ”Jeg Er” – han er den samme i dag, og han længes efter, at du skal kende ham og betydningen af hans navn.
Det Nye Testamente fortæller, at Guds søn fik ”navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21).
Refleksion: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3).
Bøn: Herre, du tænkte på mig, da du sendte plagerne over egypterne. Lad det ikke være forgæves!
Om denne plan
I 2. Mos bog er du med til en formidabel redningsaktion af hele det israelitiske folk. Gud fører dem ud af fangeskabet i Egypten. Moses er høvdingen. Gud er frelseren. Begge to får du et indgående kendskab til i denne bog. Skrevet af Hakon Christensen (1-10), Reidar Puggaard Poulsen (11-14), Erik Holmgaard (15-20), Per Ladekjær (21-27) og Ebbe Kaas (28-34).
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/