Andet KorintherbrevUddrag

Andet Korintherbrev

DAG 16 AF 27

Guds trøst

Med kapitel syv kommer vi til afrundingen af Paulus’ konflikt med korintherne. Her fortæller han om sin glæde over de nyheder, han har hørt fra dem via Titus.

Paulus havde rejst fra Troas til Makedonien for at lede efter Titus, som skulle bringe ham gode nyheder fra Korinth.

De problemer, han nævner, at han har mødt på sin rejse, handler både om forfølgelser udefra men også en frygt indefra. En del af den frygt handler sikkert om Paulus´ bekymring for menigheden i Korinth og for Titus.

Paulus finder dog trøst og glæde ved, at Titus kom. Og her er det vigtigt at bemærke, hvordan Paulus ikke først taler om, at Titus trøstede Paulus, men at det var Gud, der trøstede ham. Paulus ser Guds hånd i begivenhederne.

Titus fortæller, hvordan menigheden i Korinth havde udtrykt fortrydelse over deres modstand imod ham og nu længtes efter at have fællesskab med ham. Paulus var klar over, at hans brev havde gjort korintherne kede af det. Det havde han ikke nydt, men han vidste, at det var nødvendigt.

Paulus skelner mellem to slags bedrøvelse. En bedrøvelse efter Guds vilje og en bedrøvelse i verdens forstand. En bedrøvelse i verdens forstand leder til død. Det gør den, fordi den er selvcentreret og fuld af selvmedlidenhed. Dermed adskiller den sig ikke fra synden, der netop har fokus på selvet. En bedrøvelse efter Guds vilje derimod er en sorg, der vender sig til Gud og sørger og bekender egen synd. Paulus peger på syv kendetegn på, at bedrøvelsen er fra Gud (7,11). Det giver Paulus trøst.

Refleksion: Paulus beskriver mødet med Titus som Guds trøst. Guds trøst kommer ofte til os gennem andre mennesker. Er der mennesker, Gud kalder dig til at opmuntre?

Dag 15Dag 17

Om denne plan

Andet Korintherbrev

I dette brev lærer du Paulus at kende som både ydmyg og streng. Paulus slår fast, at han er apostel efter Guds vilje og taler på Herrens vegne. Han irettesætter menigheden for deres eftergivenhed over for falske forkyndere, og alligevel er brevet gennemsyret af en grundtone af kærlighed og glæde. Skrevet af Henrik Nymann Eriksen (1-5) og Christian Schøler-Holmgaard (6-13).

More

    
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/