Andet KorintherbrevUddrag
Anbefaling gennem opførsel
Paulus formaner her menigheden i Korinth på baggrund af evangeliet. Han omtaler sig selv og Timotheus som Guds medarbejdere, og det giver vægt til ordene. Samtidig peger det på en sammenhæng mellem Paulus’ budskab og Paulus selv. Korintherne står i deres afvisning af Paulus som apostel, og dermed også hans budskab, i fare for at tabe livet med Kristus (5,15), den nye skabelse (5,17) og forligelsen med Gud (5,18-21). Men de har stadig mulighed for at omvende sig. Guds nåde er stadig tilgængelig, og Paulus betoner, at situationen er akut ved at skrive ’nu’ to gange (6,2).
Fra vers 6,3 understreger Paulus, at han og hans medarbejdere ikke igennem deres opførsel har været en hindring for, at mennesker skulle komme til tro. De har hele vejen igennem vist sig som Guds tjenere. Det er dog overraskende, hvordan Paulus derefter vil anbefale sig selv. Her ville man forvente en liste af ting, Paulus har opnået – kirker, han har plantet, antal mennesker, der er blevet omvendt, mirakler, der er sket igennem ham. Paulus fokuserer i stedet på helt andre ting.
Først nævner han udholdenhed gennem en række udfordringer. Dernæst en række kvaliteter i tjenesten, som kan opsummeres med integritet. Til sidst er der en række paradoksale modstillinger, som karakteriserer den spænding, Paulus lever i som kristen. På trods af at de ydre omstændigheder synes at indikere nederlag, så har Paulus del i Kristi sejr.
Refleksion: Paulus lægger her vægt på sin opførsel i forhold til at fjerne anstødssten for evangeliet. Hvordan kan vi være med til anbefale evangeliet – ikke bare med vores ord men med vores liv?
Om denne plan
I dette brev lærer du Paulus at kende som både ydmyg og streng. Paulus slår fast, at han er apostel efter Guds vilje og taler på Herrens vegne. Han irettesætter menigheden for deres eftergivenhed over for falske forkyndere, og alligevel er brevet gennemsyret af en grundtone af kærlighed og glæde. Skrevet af Henrik Nymann Eriksen (1-5) og Christian Schøler-Holmgaard (6-13).
More
Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/