EfeserbrevetUddrag

Efeserbrevet

DAG 12 AF 15

Lysets børn

Jesus bliver vores forbillede i, hvordan vi skal leve i kærlighed og hengivelse til hinanden, og hvordan vi skal stræbe efter det, som Paulus kalder ”lysets frugter”. Man kan blive helt forpustet, når Paulus i flere kapitler nu har opfordret os til at leve i sandhed, kærlighed og retfærdighed. Det kan virke som om, han kræver, at vi lever det perfekte liv.

Paulus opstiller ikke en liste, som vi kan tjekke af for at opnå det perfekte liv. Han ved udmærket godt, at det perfekte liv er uopnåeligt. Det er mere en opmuntring til, at det lille lys, Jesus har givet mig, må skinne klart igennem i hele mit liv. Lyset, som vil skinne for os og igennem os, er Kristus selv, men hvad betyder det helt konkret, at Jesus er lyset?

Jeg tror, det betyder, at vi må lade Jesus være udgangspunktet, omdrejningspunktet og fylden i vores liv. Det er en invitation til at se sit liv som en gave og en tjeneste for Herren. Ikke fordi vi lever det perfekte liv, men fordi Jesus vil være sammen med dig uanset, hvordan du klarer det. At kende Jesus og leve sammen med ham vil med nødvendighed forme vores adfærd og handlinger, så andre må se, hvor fantastisk god han er.

Refleksion: DDS 51 (v 1)

Jeg er i Herrens hænder,

når dagen gryr i øst.

Hver morgen han mig sender

sit ord med lys og trøst.

Hvad dagen mig vil bringe

af glæde og af savn,

jeg kan på bønnens vinge

få kraft i Jesu navn.

Info: Jesus siger om sig selv i forbindelse med jødernes fejring af løvhyttefesten i templet: ”Jeg er verdens lys” (Joh 8,12). Til denne fest tændte man store fakler i kvindernes forgård i templet som minde og et tegn på Guds tilstedeværelse under ørkenvandringen. Jesus siger derfor indirekte med dette udsagn, at han er Gud selv, der er til stede hos dem og leder dem til frelse.

Dag 11Dag 13

Om denne plan

Efeserbrevet

Brevet er skrevet mens Paulus var i fængsel. Men han havde allerede været i Efesos tidligere og set, at der mange muligheder for evangeliet, men også rigtig meget modstand mod det nye budskab. Her kan du lære om livet i Guds nåde. Du kan finde ud af hvad Guds fulde rustning er. Og læs så en af de helt store bibelske lovprisninger af Guds frelse. Skrevet af Henriette Engberg Vinkel

More

Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/