EfeserbrevetUddrag

Det nye

Dåben er både en begravelse og en opstandelse, sådan beskriver Paulus det i Romerbrevet 6,4. Så når vi om søndagen bringer de små børn til døbefonten, så bevidner vi både døden af det gamle menneske og opstandelsen til et nyt liv. Enhver døbt lever i Guds nåde, og selvom det kan storme og rase i vores liv, så falder vi ikke ud af Guds nåde, når vi hører Jesus til. Livet leves i denne dåbens bevægelse; at det gamle menneske må dø, så vi i stedet kan iføre os det nye menneske. Men hvad betyder det?

Hvis vi tror på, at mennesket er skabt og designet af Gud, så må vi også tro på, at han ved bedst, når det drejer sig om hvilket liv, der er godt for mennesker at leve. Efeserbrevet er ikke en selvhjælpsguide til det gode liv, men det er en tillidsguide i at lægge sit liv i Guds hænder og skrive sit liv ind i en større historie. Det gør ikke min historie ubetydelig, for fra Skaberens perspektiv er jeg unik og værdifuld.

Vi må fralægge os og ”begrave” onde handlinger, skadelige tankemønstre og en flugt fra den virkelighed, Gud har skabt. Til gengæld er det invitation til at iføre sig noget nyt og anderledes i et liv, hvor vi nogle gange tumler med verden og livet, men at vi i denne komplekse og uperfekte virkelighed kan finde tillid til, at Gud griber os og leder os videre.

Refleksion: Hvad tror du, Guds perspektiv er på dit liv, dine relationer, dit arbejde, din tjeneste osv.?