Jakobs BrevUddrag

Venskab med Gud

Der er en krig i det indre menneske, hvor vores lyster og begær opstår og fører til strid. Vi kæmper og kæmper, men vi opnår intet, siger Jakob. Hvorfor? Fordi vi har glemt at bede. Vi har måske ikke glemt at bede dårlige bønner, som har deres rod i netop begæret, lysten og misundelsen. Vi har glemt at bede – så Gud kommer til.

Med henvisningen til Mosebøgerne om at Gud længes efter den ånd, han har givet bolig i os, bringes vi tilbage til skabelsens morgen, hvor Gud blæste sin livsånde ind i os. Det har han ikke glemt. Det længes han efter at se udfolde sig. Så intimt er vores fællesskab med Gud i udgangspunktet, og det er dette udgangspunkt, Jakob vil kalde os tilbage til. Derfor kan han skrive: Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer, for intet er os nærmere end Gud. Vi skal blot vågne op fra vores egen selvkredsen, så er han der. Ja, han har i virkeligheden været der hele tiden gennem sin livgivende Ånd.

Hvorfor er det så svært? Fordi syndefaldet også bor i os. Det er derfor, vi skal lade overfladisk latter afløse af oprigtig sorg over, at dette fald får os til at glemme Gud. Får os til at glemme at bede. Det er derfor, vi har brug for kirkens fællesskab og for nadverens, hvor Gud formidler os sin nåde, så vi på ny kan vandre med Gud i denne verden. Som ven til ven som på skabelsens tid. Jakob knytter et stærkt løfte til denne proces. Ydmyg jer for Herren, så vil han ophøje jer.

Refleksion: Hvordan vil du beskrive den bøn i dit liv, hvor du lader Gud komme til?