RomerbrevetUddrag

Romerbrevet

DAG 8 AF 41

Men

Lige så knugende tungt og vredt den første hoveddel har lydt, lige så jublende og befriet bryder nu den anden hoveddel løs: Men …

Hele Romerbrevet vipper omkring dette lille ord: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov …” – uden al den dom og vrede og uden den betingelse for frelse, som loven forkyndte (og som var nødvendig for syndserkendelsens skyld!), forkyndes nu den frie og frigørende nåde i Kristus! Og herom handler hele næste hoveddel: 3,21-5,21.

Paulus kan nu – og man kan næsten smage hans lettelse og begejstring! – vende tilbage til det yndlingstema, han nåede at slå an i 1,17: retfærdiggørelsen af tro.

Den er ufortjent! Ubetinget! Derfor er den ikke bare gratis; den er fuldkommen og fuldbragt allerede fra dag 1! Den er lige så fuldbragt ved troen, som genfødelsen er fuldbragt ved dåben, og forsoningen er fuldbragt ved korset. Den er ikke nogen langsom vækst, men en fuldstændig og befriet nådestand: I retfærdiggørelsen er du ikke bare ”tilgivet”, men frikendt – det er faktisk, hvad ”retfærdiggørelse” betyder på almindeligt dansk.

Og den er forløsning! – det vil ikke bare sige ”befrielse”, men løskøbelse. Kristus har givet sit liv som en løsesum. For han har ikke bare sat os fri fra døden og Djævelen, men købt os fri fra det, der er endnu værre: fra Guds vrede.

Det er derfor, Paulus her understreger, at Jesu død var et ”sonoffer” – altså ligesom sonofrene i Det Gamle Testamente, hvor et blodigt offer stillede Guds vrede og gjorde ham nådig. Og netop fordi der dermed er betalt en løsesum, kan Gud aldrig gå fra sit løfte!

Refleksion: Meditér over ordene ufortjent, ubetinget, frikendt.

Dag 7Dag 9

Om denne plan

Romerbrevet

Romerbrevet giver en central og systematisk undervisning i, hvad kristen tro går ud på. Evangeliet, Guds retfærdighed, loven, Israel, det kristne liv og meget mere. Det kan med fordel læse langsomt og med kontinuerlig refleksion og bøn. Så venter der en fantastisk oplevelse - ja en guddommelig åbenbaring til håb og tro. Skrevet af Leif Andersen (1-5), Andreas Ipsen (6-8), Ole Andersen (9-11) og Kurt Kristensen (12-16)

More

Vi vil gerne takke Bibellæser-Ringen/SU Denmark for at levere denne plan. For mere information, besøg venligst: https://blr.dk/