RomerbrevetUddrag

Abrahams tro

Helte er sommetider irriterende. Det gælder også ”troshelte” – forbilleder med en klippefast tro, hvor intet kan hyle dem ud af den.

Abraham blev ikke ”svag i troen”. Sådan en irriterende supertroende! – indtil man ser nærmere efter: Abraham troede jo ”med håb imod håb”, hvilket vil sige, at han håbede på noget håbløst. Og faktisk var det ikke bare Sara, der ”stod bag dør og lo”, som vi synger det i en sang – Abraham lo selv sådan over Guds løfte, at han kastede sig forfærdet ned for at stoppe sin egen latter (1 Mos 17,17); og han prøvede på at få Gud overtalt til den plan, han selv havde lagt, og som han troede mere på end på Guds usandsynlige og umulige plan.

Igen er Paulus utrolig snedig her. Næsten lumsk. For han ved, at når han skal overbevise jøderne blandt læserne, så må han have fat i Abraham! Det var ud fra Abraham, jøderne definerede sig selv som et udvalgt folk; og denne selvbevidsthed stod i virkeligheden imellem dem og Guds frelse af nåde. Jesus havde selv stået over for samme blokering hos jøderne (Joh 8).

Derfor trækker Paulus Abraham frem: Selv han, den største af jer alle, måtte – som en simpel synder – tilregnes retfærdigheden uden lovgerninger! Er det så ikke latterligt, når I prøver på at klare jer bedre over for lovens krav, end han gjorde?

Refleksion: Kan man håbe på noget håbløst?